3 uundværlige webværktøjer – del 1: Evernote

For mange noter i dit liv? (Billede af 3oheme - Creative Commons)

For mange noter i dit liv? (Billede af 3oheme - Creative Commons)

Hvor var det nu lige, jeg lagde den der lille fedtede seddel med netværkskoden? Eller det der avisudklip med opskriften på hindbærtærte? Eller referatet fra mødet med projektgruppen?

Vi har allesammen 1000 forskellige ting, vi skal, eller gerne vil, huske. Og det kan være utrolig svært at holde styr på det hele. Men der findes et værktøj derude, som kan hjælpe – og den gode nyhed er, at for langt de fleste brugere koster det gratis. Derfor er Evernote den første i Gratiskursers serie om “3 uundværlige webværktøjer”.

Noter for evigt

Ideen bag Evernote er utrolig simpel. Helt grundlæggende er der tale om et website, som gemmer alle dine noter. Du opretter en profil og har så adgang til at gemme noter i form af tekst, screenshots, billeder, links eller lydklip. Som gratis bruger kan du gemme op til 60mb noter om måneden – det svarer til 600 billeder, 70 lydklip eller 1000-vis af tekstnoter. Hvis du får brug for mere, kan du betale dig fra det, men så er du også virkelig “poweruser”.

Dine noter, udklip, billeder etc. bliver gemt i notesbøger, som du selv kan organisere. Her kan du have en notesbog med madopskrifter, en med referater, en med noter, der relaterer sig til spejderklubben, eller fx noter, der handler om din jobsøgning. Kun fantasien sætter grænser.

Disse noter bliver gemt på Evernote’s server og er så tilgængelige fra en hvilken som helst internetbrowser – de ligger altså ikke lokalt på din computer, og du kan tilgå dem overalt.

Mobilt

Men du behøver ikke engang at have en computer for at kunne bruge Evernote. Det rigtig smarte ved systemet er, at du kan bruge det fra din iPhone, android-telefon, iPad etc. Du kan bruge telefonens indbyggede kamera til at tage billeder af det, du skal huske – om det så er de føromtalte madopskrifter, visitkort, tilbudsskilte eller noget helt fjerde. Og du kan indtale noter på telefonen – som du så kan afspille fra din PC, når du kommer hjem.

Evernote kan simpelthen hjælpe dig til ikke at glemme noget. Hver person finder sin egen brug af systemet, men når man først er begyndt at bruge det, vil man opdage, at det er noget, man har savnet. Og selv hvis du skulle finde ud af, at Evernote ikke er noget for dig, så koster det ikke noget at prøve.

Herunder kan du se en kort præsentation fra Evernote … Prøv det også selv på www.evernote.com

3 tanker om "3 uundværlige webværktøjer – del 1: Evernote"

  1. Pingback: 3 uundværlige webværktøjer – del 3: Remember The Milk | Onlinekurser.dk

  2. Pingback: Evernote Hello - hold styr på dine møder og kontakter | Onlinekurser.dk

  3. Pingback: Google Keep - ny note-app fra Google | Onlinekurser.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *