5 grunde til at sociale medier gavner din karriere

Er det god karriereforvaltning at bruge tid på sociale medier? Ja, det kan det være – hvis du gør det rigtigt. Vi oplister her 5 gode grunde til at du skal bruge sociale medier til at fremme din karriere.

1. Din chef googler dig!

Vil du selv kontrollere hvad chefen finder når du bliver googlet?

Undersøgelser har gang på gang vist, at virksomheder bruger Google i forbindelse med ansættelser. Så hvad enten du vil det eller ej så Googler din chef / kommende chef dig. Og hvis du ikke er aktiv på de sociale medier bliver billedet af dig noget mudret. For du er på nettet. Et eller andet sted. Du står på startlisterne i studenterklubbens ølstafet. Du står som medlem af bestyrelsen for Øvre-bøvelse bowlingklub. Du er nævnt som deltager på et politisk møde. Et eller andet sted på nettet står dit navn. Hvis du bruger de sociale medier vil det være dem som dukker op først. Du får altså bedre kontrol over hvad chefen finder, og kan vise et mere professionelt ansigt.

2. Du kan vise dit “sande” ansigt

Hvis du bruger de sociale medier aktivt vil du have mulighed for at vise det du er god til. Du kan skrive små artikler, tweets eller statusopdateringer som viser dine interesser og din professionelle side. Lad være med kun at skrive om fag, fag og fag – den er der ikke nogen som tror på. Men sørg for at skrive både personlige, faglige og først og fremmest interessante ting. Så bliver du bedre lagt mærke til.

3. Du får opdateret dit CV

Der er mange måder at vise sit CV på - LinkedIN er nok den nemmeste (foto SOCIALisBETTER)

LinkedIN har som sit primære formål at kunne vise dit CV. Som karrieremedie er det ikke til at komme udenom, men så skal du også sørge for at det CV der ligger der er opdateret. Meget gerne med beskrivelser af de opgaver du har haft de forskellige steder, hvor du har været ansat. Husk at få frivilligt arbejde og den slags med på dit LinkedIN-cv – det kan ofte være relevant også (hvis du altså har lavet noget interessant).

4. Du lærer nye mennesker at kende

Det er forskelligt fra medie til medie, men nogen af de sociale medier er virkelig gode til at starte nye netværk – at lære nye mennesker at kende. Jeg vil i den forbindelse fremhæve Twitter, som virkelig kan skabe nye forbindelser. Og nye kontakter er nye muligheder. Brug Twitter til at få en ny bekendtskabskreds.

5. Du følger op på gamle kontakter

Ham den lidt kedelige du gik i folkeskole med er blevet administrerende direktør, og bor nu i London. Tidligere skulle du have ventet til jubilæumsfesten for at få den oplysning, men med LinkedIN og Facebook får du adgang til den øjeblikkeligt. Og der er ingen som bliver fornærmet over at blive kontaktet af gamle klassekammerater. Måske skulle du tage en kop kaffe med ham?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *