Det dysfunktionelle team er din skyld

Ingen mennesker er fri for nogen gange at være en del af en gruppe – at skulle arbejde med et team. Og jeg har ikke mødt nogen mennesker der ikke har prøvet at være del af en gruppe der ikke fungerer. Men er det altid de andres skyld?

Hvis ikke du er en del af løsningen …

Ethvert team består af enkeltindividder der arbejder sammen

Ethvert team består af enkeltindividder der arbejder sammen – billede af ralphbijker

Sagen er den, at et team udelukkende er et produkt af de mennesker som er en del af det. Et team er som en maskine, hvor hvert medlem er et tandhjul. Det vil også sige at vi alle er ansvarlige for at det virker.

Det kan virke voldsomt banalt, og er det måske også, men alligevel vil medlemmerne af dysfunktionelle teams ofte skyde skylden på alle mulige andre faktorer end dem selv. Først og fremmest på de andre medlemmer af teamet. Men også på ledelsen der har sammensat teamet, opgaven der skal løses, stjernernes stilling på himlen eller noget helt femte. Det er så utrolig sjældent at man oplever nogen som siger “det er min skyld”. Faktisk kan jeg ikke huske en eneste gang i min karriere, at jeg har oplevet det. Og jeg har arbejdet i teams mere eller mindre konstant siden 1993.

Det er min skyld …

Vi skal øve os i at påtage os skylden, og dermed overtage ansvaret. “Det er min skyld” er en utrolig stærk sætning. Og den er befriende på virkelig mange måder. Så kan vi holde op med at diskutere hvis skyld det er – og begynde at diskutere hvordan vi kommer videre.

Det kræver en del øvelse at sige: “det er min skyld”. Du kan starte med at sige det til dig selv. Og måske bare sige det lidt mindre stærke: “det er også min skyld”. For det er i hvert tilfælde sandheden. Ligemeget hvad så er det også din skyld. Hvis ikke du er en del af løsningen så er du en del af problemet. Også selvom du forholder dig passivt.

I det dysfunktionelle team kan vi genkende tre roller eller positioner der medvirker til at ødelægge samarbejdet. For at blive en del af løsningen og kunne sige “det er min skyld” er det en god ide at starte med at identificere hvilken af de tre positioner du indtager:

  • Den destruktive – du er aktivt med til at nedbryde samarbejdet i gruppen. Du bliver vred, du råber, du starter konflikter. Eller du arbejder i det skjulte med rygter, hemmelige alliancer og intriger. Vi har allesammen prøvet at være i den position. At vi af en eller anden grund bliver fanget i gruppens dynamik og begynder at nedbryde den. Løsningen her er at sige “det er min skyld”, og holde op!
  • Offeret – det er synd for dig. Den destruktive angriber dig, råber af dig, skælder dig ud. Du bliver bagtalt. Eller du er i hvert tilfælde sikker på at du bliver det. Så du gør en af to ting: du begynder at blive destruktiv eller du trækker dig ind i dig selv og bliver passiv og ramt af selvmedlidenhed. Ingen af de to positioner er særlig gode. At spille martyr er ikke en løsning heller.
  • Tilskueren – du betragter den destruktive og offeret udefra, og du gør ingenting. Du betragter det bare, og synes det hele er deres skyld. Du kan godt se at den destruktive er destruktiv, og du synes at offeret klynker. Men du rejser dig ikke op og siger fra. Du forsøger ikke at løse problemet, og du påtager dig ikke et ansvar for at det hele ikke virker.

Når vi finder os selv i teams der ikke virker må vi indse at det, også, er vores skyld. Og at vi kan gøre noget ved det ved at tage ansvar og finde løsninger.

Denne artikel er inspireret af en artikel på Harward Business Reviews’s site af Liane Davey.

2 tanker om "Det dysfunktionelle team er din skyld"

  1. Caroline

    Jeg ville nok rette titlen til “Det dysfunktionelle team er OGSÅ din skyld”. – hvis det overhovedet skal handle om skyld. Personligt bliver jeg træt ved brugen af udtrykket skyld. Det tapper ind i en gammel opdagelsesform hvor skyld og skam gik hånd i hånd. Hvor man – hårdt presset – indrømmede sin skyld, bøjede nakken, skammede sig og stod for skud på ubestemt tid. Og så kom der ikke så pokkers meget mere ud af det. I min optik er ansvar et langt mere anvendeligt udtryk – fordi der ligger en handlemulighed i at vide at man selv har en del af ansvaret. At man kan tage det, leve op til det, og GØRE noget. man kan VÆLGE at gøre noget andet end det, der ikke virkede i første omgang. At man ikke bliver tynget af fejltagelser – at fejl “bare” er sten på vejen til succes. Og så synes jeg din tekst mangler de positive aspekter – der mangler den handlekraftige/ konstruktive, deltageren, problemknuseren osv. Men det er en del af retorikken, når vi taler om skyld kommer vi ingen vegne. Og det er vores allesammens udfordring.

    Svar
    1. Adam Bindslev

      Artiklen hed faktisk oprindeligt “Det dysfunktionelle team er (også) din skyld”, men jeg besluttede mig for at ændre det for at skærpe pointen. Ligeså snart vi bruger ordet “også” så pålægger vi andre skyld. Og det er der vi begår den største fejl. Styrke er at påtage sig skylden – svaghed er når vi ikke tør bære den alene. Hvis de andre i teamet godt kan se det, så må de selv sige “Jamen, skylden er jo også min”. Så kan vi bære den sammen. Men det er ikke op til mig. Jeg har kun kontrol over min egen sfære og kan derfor ikke sige andet end “det er min skyld”, og så med den erkendelse arbejde positivt på at komme videre.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *