Dine 140 tegn – introduktion til Twitter del 2

I første del af Introduktion til Twitter gennemgik vi, hvad Twitter er, og hvordan du får oprettet en profil. Hvis du fulgte rådene fra del 1, har du nu oprettet din Twitterprofil og er klar til at bruge systemet.

Du har måske endda skrevet dit første tweet – fx “Tester det her”. Det skete der formentlig ikke særlig meget ved. For der var ingen, der lyttede.

Twitter er en samtale – og det er vigtigt, at du holder dig det for øje. Derfor skal du, som allerede nævnt, starte med at følge nogle af de andre mennesker på Twitter. Se, hvad de skriver – og begynd din Twitter-karriere med at svare dem.

Du svarer på et Tweet ved at føre musen hen over det – og så vælge “Reply” fra den lille menu, som dukker op under det.

Du trykker på "Reply" for at svare på et tweet

Så dukker der et nyt vindue op. Her vil der stå @ og så navnet på den person, du svarer. Du skriver dit svar efter navnet – og trykker så “tweet”. Så har du svaret. Og det svar vil modtageren få – uanset om vedkommende følger dig eller ej. Du indgår nu i den store dialog.

Skriv dit svar ... og tryk "tweet" - så er du med i dialogen

Det lille @-tegn er Twitters måde at sende en besked på. Den er ikke skjult, men modtageren bliver gjort opmærksom på den som en “mention”.

Kunsten er nu at få nogen til at følge dig. Det gør du dels ved at komme med interessante svar til dem – og dermed gøre opmærksom på dig selv – og ved at skrive noget interessant.

Det kan være møgfrustrerende at skrive på Twitter i starten. Når man har 0 followers, føles det uendeligt ligegyldigt, hvad man skriver. Men det er det ikke. For det er det, du skriver, som andre bruger til at afgøre, om de vil følge dig – og om de vil anbefale dig til andre.

Så find din vinkel. Hvad vil du skrive om? Vil du tweete sjove billeder af skilte? Vil du gøre opmærksom på interessante links? Vil du fortælle om livet i en lille landsby i Vestjylland? Hvad har du at fortælle …?

Næste kapitel

I næste del skal vi se på klienter – hvordan man kan bruge Twitter på mobiltelefoner, tablets eller via programmer på din PC.

Hvis du har specifikke spørgsmål, du gerne vil have behandlet i serien her – så skriv dem i kommentarerne. Så lover jeg at komme ind på det. Eller send dem direkte til mig på @udkantsadam

Kom ind i dialogen - introduktion til Twitter del 2

Billede af JoshSemans - Creative Commons licens

2 tanker om "Dine 140 tegn – introduktion til Twitter del 2"

  1. Pingback: Fem år på Twitter | Semiosis Formidling ApS

  2. Pingback: Prøv noget andet end LinkedIN til jobsøgning | Onlinekurser.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *