Dit nye newsfeed på Facebook

Torsdag aften var der event hos Facebook, hvor Mark Zuckerberg og co afslørede det nye Facebook-newsfeed – altså din “startskærm” på Facebook. Hvad kommer det til at betyde for dig? Og hvornår får du det? Det kan du læse mere om her.

Det nye look på Facebooks newsfeed

Det nye look på Facebooks newsfeed (billede fra Facebook.com)

Facebook’s “newsfeed” er det første du ser når du går ind på facebook.com. Det er her du ser alle opdateringer fra venner, bekendte, sider, virksomheder og alle andre som du er venner med, har “syntes godt om” og på andre måder har et engagement med.

Den hele store ændring er at billeder bliver større. Meget større. Det kommer også til at betyde at du, hvis du vil have opmærksom på Facebook – f.eks. i forbindelse med jobsøgning eller netværksskabelse – så vil det være en rigtig god ide at have et billede med på din opdatering. For så bliver der lagt mere mærke til den.

I det hele taget kommer billeder til at være med på flere opdateringer. Når du checker ind et sted, så vil der komme et billede med et kort, og et billede fra det sted du checker ind. Når du deler en artikel vil det lille “thumbnail” bliver større – og overskriften bliver større – så det også får en mere prominent artikel.

Nye typer af indhold

Det er tydeligt at Facebook har opdaget at vi i mindre grad skriver traditionelle statusopdateringer, og i højere grad deler indhold som billeder, links, videoer, pins fra pinterest eller andet. Og den slags indhold kommer nu til at fylde endnu mere. Facebook vil gerne være et sted hvor vi har diskussioner og deler rigt indhold.

Præsentationen af dig bliver også rigere. Når du deler noget vil man ikke kun se dit profilbillede, men også en lille udgave af dit “cover-foto”. Så nu er der igen nogen som kommer til at se det billede – for helt ærligt? Hvor tit var du egentlig inde på en vens profil, hvor du kunne se det? Faktum er at vi næsten allesammen bruger Facebook primært gennem Newsfeed.

Nyt look på mobilen

En af de allerstørste forskelle på det nye newsfeed og det gamle er at det også fungerer på mobilen. Indtil nu har det været en lidt trist oplevelse. Men nu lover Facebook at det bliver anderledes. Den nye grafiske præsentation af Newsfeed kommer også til at være på din mobil. Større billeder, bedre links, mere rigt indhold.

Det var ligefrem en pointe gennem hele præsentationen, at man viste det samme del af newsfeed både i en normal browser på en computer – og på en iPhone.

Bedre muligheder for at “følge”

Et helt nye newsfeed er et særligt filter hvor du kun ser de organisationer, virksomheder og andre som du følger. Altså ikke blandet sammen med dine venner, men et decideret nyhedsfeed fra virksomheder, medier og offentlige personer – og her lover Facebook at de viser alt hvad der bliver postet. Der har i de sidste måneder været en del kritik af, at ikke alle så alt hvad man lagde ud. Det bliver efter sigende ændret nu. Et tydeligt forsøg på, at få flere organisationer til at bruge Facebook til den professionelle kommunikation. (Husk at du kan følge Onlinekurser her – http://www.facebook.com/onlinekurserdk/ )

I det hele taget vil det blive nemmere for dig at lave specialiserede newsfeeds. Dine forskellige lister vil have deres egne feeds, så du nemt kan lave dine helt egne favoritlister. Så du kan have et famliefeed, et venne-fedt, kollega-feed, virksomhedsfeed, sportsfeed og så videre. Det kan du sådan set også have i dag, men nu bliver det mere tydeligt og nemmere at bruge.

Hvornår?

Facebook starter udrulningen af det nye design torsdag, men de siger samtidig at det kommer til at tage noget tid. Tidligere udrulninger har vist, at man skal være forsigtig med at skifte udseende på en tjeneste som Facebook. På mobilen vil det tage lidt længere tid – der kommer det i slutningen af marts.

Personligt kan jeg godt lide det nye look – men jeg er sikker på at der vil være mange som bliver sure. Brugere på sociale medier er ikke altid så gode til ændringer. Selv når de er til det bedre.

2 tanker om "Dit nye newsfeed på Facebook"

  1. Tommy

    Min første tanke: Det ser lækkert ud. Min næste tanke: Hov, vent lidt… En browser på din computer og en mobil app er ikke det samme. Trejde tanke: Glæder mig til at prøve den nye hovednavigation i venstre side (på computeren), og hvordan den fungerer i dagligdagen.

    Jeg er vild med de store billeder, og kan forestille mig hvordan det ser ud i mit eget newsfeed. Dog tvivler jeg stærkt på det kommer til at se lige så lækkert ud, da jeg ikke har så mange venner der tager lige så gode billeder som vist i demonstrationen. Dog er jeg lidt i tvivl om hvor godt den nye form for navigation kommer til at fungere.

    Som sagt, så er en mobil app og en browser på din desktop ikke det samme. Vi navigerer anderledes på en telefon eller en tablet, hvor vi bruger vores fingre. På computeren bruger vi entent trackpad’en eller musen. Hvilken slags interaktion skal vi gøre med musen for at få udvide vores hovednavigation? Er der en knap vi kan klikke på, eller hvordan fungerer det? Bliver det et irritationsmoment? Hvor lang bliver listen af dine ikoner af apps og venner der er online til chat?

    Anywho… Så ser det ud til de har lyttet, og kigget en masse statistik igennem, dem hos Facebook. Der er begyndt, at tænke mere konsekvent på tværs af deres platforme… Hvilket jeg godt kan li’. Hvis det fungerer gnidningsløst på alle platforme.

    Svar
    1. Adam Bindslev Forfatter

      Hvis det virker som de beskrev det – så tror jeg på det. Men jeg vil godt nok også gerne have fingrene i det først for at se hvordan det bliver i virkeligheden.

      Set som virksomhed er det med at de kan vise det kronologiske hvor man ser ALLE opdateringer virkelig interessant. Det er en direkte imødegåelse af kritikken fra bla. Mark Cuban om at man ikke fik engagement nok på Facebook mere.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *