Inspirationsklip: Få nye ideer ved at skrive

I det her inspirationsklip vil du blive introduceret til en kreativ skriveteknik som kan hjælpe dig til at skabe nye ideer og ny kreativ energi.

tastaturNogen kalder det “freewriting”, nogen “flowskrivning” eller andre “stream of consciousness” – pointen er den samme. At man ved at skrive kan løsne op for nogle af sine ideer og sin kreativitet.

Hele tricket er at blive ved med at skrive. Uden stop. Uden at holde pause for at rette stavefejl, kommafejl eller andet. Uden at skrive med store bogstaver. Bare skrive skrive skrive. Det er ikke en tekst der skal ses af andre – det er kun noget du gør for at løsne op for dine egne ideer.

Teknikken, som bliver gennemgået i videoen, er ganske simpel:

  • Fastlæg et fast tidsrum – f.eks. 10 minutter (brug et æggeur eller lignende)
  • Vælg en “starter” – f.eks. “Hvad kunne jeg gøre anderledes i dag”, “Hvordan kan jeg markedsføre min virksomhed” eller “Hvordan forestiller jeg mig mit ideelle bryllup” (den sidste starter er bedst hvis du skal giftes 🙂 )
  • Begynd at skrive. Enten i hånden eller på computeren. Stop ikke. Ikke et øjeblik. Lad fingrene fortsætte uden at holde nogen former for pauser i de 10 minutter

Når du kommer til et sted, hvor du ikke ved hvad du skal skrive – så gentag det sidste ord indtil du får en ide. Det vigtigste er at du ikke stopper. Du må skrive lige hvad du vil. Lige hvad der falder dig ind. Det giver nogle rablende og vanvittige tekster, men det er slet ikke pointen. Det giver nemlig ideer. Det løsner op. Det er en en-mands brainstorm. Og det kan virkelig hjælpe dig, hvis du har en skriveblokade.

God fornøjelse …

<embed src="http://vimeo.com/moogaloop.swf?clip_id=61802775" type="application/x-shockwave-flash" width="400" height="300"></embed>

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *