Flickr kommer tilbage i kampen

Flickr var en af de allerførste sites til at dele billeder med hele verden, men i de sidste år mistede de en del af deres momentum. Sites som Facebook, Google+ og 500px blev mere populære. Men nu har Flickr relanceret – med et brag.

Nyt smukt layout og masser af plads (billede fra Flickr)

Nyt smukt layout og masser af plads (billede fra Flickr)

Flickr er lavet til at du kan dele dine billeder med verden. Lang tid før vi havde grupper på Facebook der fandtes der fora på Flickr for landskabsfotografer, børnefotografer, fotografer i Herning, fotografer der bruger Canon-kameraer og 1000-vis af andre grupper. Her kunne man diskutere, dele og få feedback.

Meget af det sociale er flyttet til Facebook, Twitter og Google+ – sammen med behovet for at dele billeder. Men Flickr nægter at lægge sig til at dø, og det nye tilbud fra det Yahoo-ejede website er ikke helt til at afvise.

Plads – masser af plads

Tidligere var det sådan at man, hvis man havde en gratis konto, kun kunne dele 200 billeder i sin såkaldte “photostream”. Det er ændret nu. Alle brugere af Flickr har 1 tb gratis plads(!) Det er en monumental mængde. Som Flickr selv skriver på deres blog: “Du kan tage et billede hver time i 40 år og stadig ikke løbe tør for plads”.

Video fylder mere og mere for fotografer – for man kan efterhånden ikke købe et kamera der ikke kan lave video. Før var begrænsningen for disse videoer at de kunne være max 30 sekunder. Det er hævet til 3 minutter nu. Så hvis du laver time-lapse, slideshows eller andet – så er Flickr igen blevet en mulighed for dig.

Nyt design

Den nye mobil-app fra Flickr

Den nye mobil-app fra Flickr

Tiles er det nye sort – og Flickrs nye design er meget domineret af billeder som “tiles”. Det giver et dynamisk udseende der er langt mere visuelt og langt mere interessant end det har været før. Nu har man lyst til at gå på opdagelse på Flickr (sådan har jeg ikke haft det i mange år).

Prøv at gå ind på Explore – Flickr særlige del for specielt interessante billeder – og se hvor smukt det bliver præsenteret nu. Nu har man lyst til at gå på opdagelse og kigge på billeder.

I forbindelse med relanceringen er der også kommet en ny app til Android og IOS som bruger samme type af design – altså meget mindre tekst, og mange flere smukke billeder. Og selvfølgelig med mange muligheder for at uploade direkte fra telefonen, interagere med andre brugere og endda redigere billeder med Instagram-lignende filtre.

Kan det her redde Flickr? Aner det ikke. Der er meget af billeddelingen der er flyttet over til andre platforme. Men hvis noget kan redde Flickr så må det være det her. For det er en imponerende relancering – og 1 TB gratis plads er noget nær det bedste tilbud på Internettet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *