Hashtags? Nyt på Facebook

I virkeligheden er hashtags ikke noget nyt – det har fandtes længe på Twitter, Instagram og Google+. Men med indtoget på Facebook er der flere som vil se dem – i denne artikel kan du læse om hvad det er.

Hashtag – et tegn

“Hashtag” er et tegn på dit tastatur. Det er det som ser sådan her ud – # og du skriver det med shift+3. Det har sådan set siddet der hele tiden, men det er bare ikke sikkert at du har brugt det til ret meget.

Men det gør Facebook noget for at ændre på. I sidste uge begyndte de nemlig at udrulle understøttelse af “hashtag” i din Facebook-strøm – og dermed er det blevet meget mere relevant for dig.

Hvis du er aktiv på Twitter, eller storforbruger af Instagram, så kender du allerede brugen af tegnet. Men antallet af brugere på Facebook er meget større end på Twitter og Instagram – så nu vil der være mange flere som bliver udsat for tegnet. En forklaring er på sin plads.

Hashtag angiver emne

#hashtag (billede af cambobia4kids)

#hashtag (billede af cambobia4kids)

Helt kort fortalt så bruger man tegnet # til at angive et emne for ens statusopdatering. F.eks. bruger man #dkpol hvis man vil angive at man skriver om dansk politik. Eller man bruger #ns13 for at angive at man taler om den nyligt overståede Northside festival anno 2013. Prøv at klikke på linksene for at se eksempler på hvordan folk har brugt det.

Ideen med det er, som de to eksempler herover viser, at du kan bruge det til at finde andre mennesker der interesserer sig for det samme som du gør. Eller finde sider der skriver om de samme emner. Ved at bruge emneord markeret med # bliver alle de forskellige opdateringer samlet. Og det gælder både dem som er skrevet af dine venner, og dem som er skrevet af fremmede. Så længe altså de fremmede opdateringer er blevet skrevet som “offentlige”, så de kan ses af alle.

Det er tydeligt at Facebook gerne vil være mere som Twitter, og gøre det nemmere for folk at udvide deres netværk udover de nærmeste venner. Implementeringen af hashtags gør netop dette – at jeg kan finde meningsfæller udenfor min egen kreds, eller jeg kan finde folk som er til samme begivenhed som mig (som eksemplet med #ns13 viser).

Hastags går kort sagt på tværs af kontakter. Istedet for at binde folk sammen gennem relationer så sammensætter vi newsfeeds baseret på emner, interesser og begivenheder.

Hashtags – på mange måder

Den mest gængse måde at bruge # på er ved at angive et emne. Allerede nu har større begivenheder altid et mere eller mindre officielt hashtag tilknyttet. Under X-Factor blev hashtag #xfactordk f.eks. brugt af alle på Twitter der skrev om det. #sldk betyder “superliga Danmark” og bruges af dem der skriver om dansk fodbold. #pldk betyder “premiere league Danmark” og bruges af dem der skriver om engelsk fodbold … på dansk.

Der er ikke nogen som bestemmer hvilke # man må bruge. De opstår bare mere eller mindre af sig selv og bliver til konventioner i vores onlinekommunikation. Nogen vil slå an, og andre vil forsvinde igen. Men da det er helt åbent hvad man kan skrive efter # er der også mange som er begyndt at bruge dem på nye måder – måder som ikke nødvendigvis angiver et emne.

F.eks. er det ret almindeligt at bruge # til at angive en kommentar eller en stemning. En opdatering kunne være: “Mandag morgen. Det regner og cyklen er punkteret. #sur #øv #mandag” – her fungerer hashtag mere som en understregning af hvorfor man skriver, end et forsøg på at skabe en samtale om et emne.

Nu må vi se hvad der sker på Facebook

Som skrevet er #hashtags noget som er kommet fra Twitter og Instagram, hvor pladsen er mere trang. Hvor man havde brug for en måde at samle samtalerne, og udtrykke et emne i en meget kort form. Det er ikke samme situation på Facebook så nu bliver det interessante, hvordan FB-brugerne vil tage imod hashtags. Vil det bliver brugt? Eller er det kun os der er vant til det fra Twitter som vil gøre brug af dem.

Og hvis de bliver brugt – vil det så ændre kommunikationen på Facebook. Vil vi i højere grad begynde at kommentere og interagere med ting skrevet af vildt fremmede – fordi vi nu nemmere kan finde det? Det er jo nok det Facebook håber på, men jeg tvivler virkelig. Langt de fleste brugere på Facebook har det fint med at kommunikere indenfor deres egen kreds – det er et meget stort skridt, og for mange meget grænseoverskridende, at bryde ind i vildt fremmede menneskers newsfeed  – bare fordi de skriver #ns13, #fm13 (folkemødet på Bornholm) eller #dkpol i deres statusopdatering.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *