Inspirationsklip: Præsentationsteknik 5 – Cue cards

Lige meget om du er trænet i at præsentere, eller det er en af de første gange du skal prøve, så kan cue cards være med til at forbedre din præsentationsteknik.

Det starter med et blankt kort (billede af cambodia4kidsorg)

Det starter med et blankt kort (billede af cambodia4kidsorg)

Cue cards er din mentale krykke når du præsenterer. Det kan give dig en sikkerhed i din præsentation når du hele tiden har muligheden for at kigge ned og finde tilbage til det du taler om. Faktisk oplever mange at de taler mere frit når de bruger cue cards end når de skal huske det hele.

Et cue card er et kort. De bedste er sådan nogle store kartotekskort i A6 format (sådan ca. 10*15 cm). De er store nok til at der kan stå noget, og små nok til at de er til at håndtere. Større kort virker for voldsomme, og mindre kort bliver for små til at du kan håndtere dem nemt.

Du laver dine cue cards som noget af det sidste i din forberedelse. Det betyder også at fremstillingen af kortene kommer til at blive din sidste gennemgang af præsentationen før du skal “på scenen”. Du gennemgår altså din præsentation i tre omgange. Først laver du dispositionen som post-it-notes, så skriver du den “ind” i dit præsentationsprogram, og til sidst laver du cue cards som du skal bruge når du taler. Tro mig – når du har været igennem den proces så sidder din præsentation på rygmarven.

Hvad skal der stå på dine cue cards?

Du laver et kort pr. slide. Og du skriver de ting som du skal bruge for at kunne tale om det enkelte slide. Dels en overskrift som gør at du kan holde styr på det, og så ellers noter. Sådan noget som tal, årstal, navne, begreber der er vigtige at huske. Det skal ikke være en afskrift af det som står på dit slide, men derimod alle de ting som du skal sige, og som ikke står i din præsentation.

Dermed bliver kortene til et virkelig godt referencepunkt for dig. Du skal ikke stå og sige “… øhh jeg kan ikke lige huske tallet” eller “øhhh – det kommer fra en eller anden undersøgelse, men jeg har glemt hvem det var som lavede den”. Det giver sikkerhed.

Og det har en anden effekt. Nemlig at du kan holde din præsentation med ryggen til selve præsentationen, og dermed med ansigtet vendt mod dit publikum. Du slipper for at skulle læse højt fra skærmen, og du kan holde kontakten med publikum hele vejen igenne. Det i sig selv er grund nok til at bruge cue cards.

Dette er det femte inspirationsklip om præsentationsteknik. Find de andre klip her – og følg onlinekurser på Facebook så du får besked om hvornår der er nye artikler herinde. Husk også at hvis du er ledig, og medlem af en af de a-kasser onlinekurser arbejder sammen, så kan du her på onlinekurser finde en række gratis kurser om Microsoft Office, Google Docs, Sociale Medier, Photoshop og InDesign. Gå til forsiden for at melde dig til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *