iPhone 5S, iPhone 5C – og måske “one more thing”?

Inivtationen til aftenens event

Inivtationen til aftenens event

Kl. 19 dansk tid tirsdag den 10. september er det, igen, tid til Apple-præsentation. Og som før så forsøger jeg at dække det live her på onlinekurser.dk – så følg med her på siden. Der er meget ved aftenens præsentation som der er så solide rygter omkring, at det vil overraske meget hvis ikke det bliver til noget – og så er der lige muligheden for at Apple hiver en kanin op af hatten. Man kan jo aldrig vide.

Så mens jeg venter på at selve præsentationen starter lægger jeg ud med en lille hurtig gennemgang af hvad jeg forventer at se – og hvad jeg ikke forventer at se. Så kan vi jo se senere om jeg tager grueligt fejl.

18.50 – hvad jeg forventer?

Først og fremmest er det 99,9999999% sikkert at vi kommer til at se iPhone 5S – altså en opdatering af sidste års iPhone 5. Samme design, hurtigere processor og sikkert også et bedre kamera. Rygterne har været ret solide på at kameraet skulle få et lidt bedre optik og en bedre flash. Rygter om mulighed for at optage slow-motion har også været gentaget flere steder. Og en processor som kører ca. 35% hurtigere har også været rygtet. Nemlig den nye A7-processor.

For at skabe lidt forandring lader det også til at der kommer en ny farve – nemlig guld (eller champagne). Så iPhone 5S kommer i sort, hvis og champagne.

En ny feature på iPhone 5S skulle, igen ifølge rygterne, være at telefonen skulle have indbygget fingeraftrykssensor. Så istedet for at indtaste sin kode skulle man nu bare kunne køre fingeren over startknappen for at låse op. Hvis det virker så løser det et stort sikkerhedsproblem for mobiltelefoner – det kunne være spændende.

Meget tyder på at iPhone 5S ikke er den eneste telefon som præsenteres. Der har været rygter om en anden, billigere, telefon – nemlig iPhone 5C (med C for color). I et mere iPod-lignende design og med mulighed for langt flere farver som vi kender fra iPod-linien. Nogen rygter har sagt at den ville blive MEGET billig, hvor andre nærmere har peget på at det bliver et alternativ til dem som synes det traditionelle iPhone-design er lidt for trist.

18.53 – og mere?

Hvis de to telefoner bliver det eneste der kommer i dag – så bliver det efter min mening en noget trist affære. Ingen store revolutioner i min optik. Men man kan jo håbe at Apple går tilbage til deres gamle “tricks” og kommer med den berømte “one more thing”. Og hvad kunne det være

  • Det vildeste ville være iWatch – det meget rygteomspundne smart-watch som Apple efter sigende skulle arbejde på. Det vil være en værdig overraskelse.
  • Man kunne også forestille sig en opdatering af AppleTV – Apples set-top-box. Måske ikke med noget ny hardware, men med muligheden for en app-store. Men er det noget som kvalificerer til “one more thing”?
  • Ny iPad Mini med Retina? Der er nok ingen tvivl om at det kommer snart, det er Apple nærmest nød til efter Nexus 7 kom i anden generation. Men jeg tror på det bliver en event i oktober på den
  • Nye Macbooks? Det ville være rart med Haswell-chips i Macbook Pro, men virker ikke som noget de vil kombinere med en iPhone-event

Så helt ærligt … jeg tror ikke der bliver “one more thing”. Men jeg håber. Virkelig.

19.03 – Velkomst

Apples CEO Tim Cook har indtaget scenen og fortæller om iTunes Festival, og byder velkommen til seere fra Beijing, Berlin og Tokyo. Mit bud er at lige om lidt kommer der en kurve med salgstal og pral af hvor mange apps der er i App Store.

19.07 – Butikker

Der er en helt særlig dynamik i de her præsentationer. For vi sidder her allesammen for at høre om iPhone 5S – men først skal vi lige høre noget andet. Og lige nu handler det om Apple-stores.

19.09 – IOS7

Før vi skal se på telefoner så kommer der et indlæg fra Craig Federighi – som handler om IOS 7, den nye udgave af iPhone’s styresystem. Det blev annonceret på WWDC i juni – men nu skulle det være klar til at blive sendt ud til telefonerne.

Der kommer et helt nyt design på IOS 7 – noget som helt klart vil dele iPhonebrugerne i to – dem som elsker det, og dem som synes det er blevet meget meget farverigt. Og der kommer nye notifikationer, nyt “control center” og en del andre nye features. De bliver gennemgået i en rygende fart ved præsentationen her (formentlig fordi de allerede er præsenteret tidligere).

 19.13 – Nye kamerafunktioner

Der kommer også et helt nyt interface på telefonen – men indbyggede filtre a’la Instagram. Og en ny foto-stream hvor man kan se sine billeder.

19.15 – iTunes Radio

Apple vil konkurrere med streaming tjenester som Spotify – og deres modsvar hedder iTunes Radio. Her kan man lave sine egne radiostationer baseret på kunstnere eller genrer. Det minder meget om den amerikanske tjeneste Pandora (som ikke virker i Danmark). Og her kommer nok en af vores danske spørgsmål – kommer iTunes Radio til at virke i Danmark? Tidligere har det ikke ligefrem været nemt at få nye streamingtjenester godkendt i Danmark. Google har deres “All Access” som er i Google Music … og den virker ikke i Danmark.

19.19 – 18. september kommer IOS 7

Og hvornår kan man så få IOS7. Svaret er at det vil rulle ud allerede om en uges tid – den 18. september 2013. Apple plejer at rulle dem ud globalt, så det vil helt sikkert også ramme Danmark.

IOS 7 kommer til iPhone 4, 4S og 5 (og de kommende telefoner), iPad 2 og frem, iPad Mini og iPod Touch (femte generation). Men om alle features vil blive rullet ud til de ældre hardwareplatforme er ikke til at sige lige nu.

19.21 – iPhone!

Og så er det tid. Tim Cook på scenen og nu skal vi tale om … iPhone!

19.23 – iPhone 5C

Den første telefon der bliver præsenteret er iPhone 5C (lidt overraskende at de starter med den). Og de fem farver man kan få den nye telefon i er grøn, hvid, blå, pink og gul. Og den er lavet i polycarbonat … så et helt nyt og måske mere … ungt? look.

Inde i iPhone 5C er basalt set en iPhone 5. Samme A6 processor, 8mp kamera, 4-tommer skærm – men lidt bedre front-pegende kamera. iPhone 5C understøtter 4G-netværk – LTE.

Men hvad koster den? Det siger de ikke noget om. Vi får af vide at 16gb udgaven kommer til at koste 99$ på en to-års-kontrakt i USA. Men det siger intet om hvad den kommer til at koste i Danmark.

19.33 – iPhone 5S

Så JA – det kom den til at hedde. Indtil videre er den største overraskelse at man kan få 5C i pink(!)

Og ja igen …. man kan få den nye 5S i sølv, sort (som de kalder “space grey”) og guld (champagne). Det ser ud til, på billederne, at flashen er større. Så rygterne har virkelig været gode denne gang.

19.36 – A7

Den nye processor bliver A7 – og det er en 64bit processor, som Apple hævder er verdens første 64bit processor i en telefon. Og hvad betyder det så … altså sådan i praktisk brug? Det betyder at processoren skulle køre op til dobbelt så hurtigt som A6-processoren i iPhone 5 (og 5C).

19.42 – OpenGL

Den nye processor giver også mulighed for at kunne understøtte grafikstandarden OpenGL|ES – samme standard som Google tidligere annoncerede i Android 4.3 og den nye Nexus 7. Det betyder bedre 3D-grafik, lens-flares og andre effekter. Kort sagt, flottere spil.

19.45 – M7 – nu med skridttæller

En ny trend er at flytte en del af dataprocesserne ud fra hovedprocessoren og ind på mindre processorer i telefonerne. Motorola har en særlig processor der lytter efter brugerens stemme uden at bruge meget energi – og Apple har nu lanceret M7, som fungerer sammen med A7-processoren, og som gør at accelerometer, gyroskop etc. kan bruges selvom telefonen “sover”. Og dermed kan bruges som skridttæller og til andre fitness-apps.

Og det betyder så at batterilevetiden i iPhone 5S bliver ligeså god som i iPhone 5 – selvom den kan registrere dine bevægelser på stand-by.

19.48 – Nyt kamera

Og ja – der vil være et bedre kamera i iPhone 5S. Apple annoncerer en større sensor – med større pixels (og det skulle så gerne føre til at billederne bliver bedre i mørke). Og så skulle den nye flash – med to LED-“pærer” – være i stand til at indstille farvebalancen bedre, og dermed give bedre billeder når du tager dem med blitz.

Der er en masse nye funktioner i kameraet:

  • Det kan tage op til 10 billeder i sekundet og analyserer det for at finde det bedste / skarpeste
  • Der er indbygget billedstabilisator som skulle give mindre rystede billeder
  • Slow-motion video med 120 billeder i sekundet (i 720p – altså ikke fuld HD)
  • 28 MP panoramabilleder

Og hvis man ser på de billeder som bliver vist … så er det gode. Men altså – det er en reklamepræsentation vi ser. Så lad os se hvordan det ser ud når den kommer i hænderne på forbrugerne.

19.56 – Sikkerhed

Og ja – den nye telefon kommer med Touch ID – en fingeraftrykssensor – indbygget i home-knappen. Det kommer til at betyde en meget forøget sikkerhed for iPhones, fordi det bliver meget nemmere at have en kode på telefonen.

Fingeraftrykket kommer også til at afløse dit password til iTunes-store. Så man kan altså ikke købe en ny app uden at du er den som er autoriseret til det. Det er der nok nogle forældre der bliver glade for – og det åbner op for at man senere kan bruge fingeraftrykssensoren til andre betalingssystemer.

20.04 – Priser og tidspunkter

Og priserne på det amerikanske marked bliver det samme om iPhone 5 kostede tidligere. Så vi må regne med at den kommer til at koste det samme som den nuværende 5 her i Danmark også.

De nye telefoner kommer USA, Canada, Kina, Storbritannien, Japan, Tyskland og Frankrig den 20. september – og i resten af verden kommer den i december. Altså også i Danmark. Ingen specifik dato fastlagt.

20.09 – Slut?

Og nu viser Apple så reklamefilm for de nye telefoner. Det lader til at det var det. Ikke nogen “one more thing” – og ikke for alvor noget som rygterne ikke havde sagt på forhånd.

Så den helt store overraskelse blev afslutningen … hvor Elvis Costello spillede. DET havde rygterne ikke sagt noget om.

En tanke om "iPhone 5S, iPhone 5C – og måske “one more thing”?"

  1. Tine Stenild

    Super spændende artikel – sjovt at blive taget med under den live udsendelse. Og skøn afslutning!!! Glæder mig til næste live-indlæg 🙂

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *