Jobsøgning: 4 ting som arbejdsgiverne virkelig hader!

Du har ikke lyst til at være bagud på point ved de arbejdsgivere, du søger job hos – og da slet ikke allerede inden du kommer til samtale. Her kommer fire ting, du bør tænke over i forbindelse med din jobsøgning.

Hvert år udarbejder konsulenthuset Ballisager deres såkaldte Rekrutteringsanalyse, hvor de spørger et nogenlunde repræsentativt udsnit af landets private og offentlige virksomheder om forskellige ting i relation til deres rekruttering. I år har de også spurgt virksomhederne om, hvilken jobsøgningsadfærd de synes er irriterende. De fire vigtigste kommer her.

4 ting der irriterer arbejdsgiverne

Hvilken jobadfærd har irriteret dig mest? Sådan spørger konsulenthuset Ballisager virksomhederne i deres årlige rekrutteringsanalyse.

1. Vær forberedt

Vi siger det lige igen: Vær nu forberedt! 72% af de 754 adspurgte virksomheder angiver på spørgsmålet “Hvilken jobsøgningsadfærd har irriteret dig mest?”, at de virkelig ikke synes særlig godt om, at kandidaten til jobsamtalen kommer uforberedt. Det er ikke så mærkeligt.

En stor svaghed ved Ballisagers undersøgelse er, at man ikke dykker mere ned i baggrunden for svarene. Det, at en jobsøger virker uforberedt, kan dække over mange andre ting – nervøsitet, for eksempel. Men det ændrer ikke på, at du som jobsøger, aldrig må tro, at du kan køre noget som helst “hjem på rutinen”. Det kan du ikke. Du skal forberede dig!

2. Undgå standardiseret CV og ansøgning

65% procent af de adspurgte angiver, at de finder det irriterende, når de modtager et CV og en ansøgning, som virker standardiseret. Det kan godt være, at din ansøgning ikke er standardiseret, men hvis den virker standardiseret – så har du et problem.

Vi ved jo allesammen godt, at man langt hen ad vejen skriver nogle af de samme ting igen og igen, når man skriver ansøgninger – men hvis du kan vænne dig til at lave en enkelt lille reference til eksempelvis produkterne fra det firma du søger job hos, er du nået et godt stykke ad vejen.

3. Hav fokus på hvad du kan bidrage med, ikke hvad du vil have

“Jobsøger havde for stor fokus på egen vinding”, står der. Det har en tredjedel af alle de adspurgte virksomheder oplevet som irriterende. Man forestiller sig straks horder af smart-i-en-fart-typer vælte til jobsamtaler med ublu lønkrav og krav om goder.

Realiteten er nok bare, at mange simpelthen glemmer at tænke over hvad de signalerer. Som jobsøger har man en legitim interesse i at forhandle sin løn så attraktiv som muligt – men det er ikke nogen god ide at lade det være en førsteprioritet til en jobsamtale. Træk vejret, tag det roligt – løn og arbejdsforhold er elementer i enhver jobsamtale, men lad altid arbejdsgiveren tage initiativet til den snak.

4. Ansøgning og CV skal være formuleret klart og præcist

Hvis du nu var arbejdsgiver eller HR-ansvarlig i en eller anden virksomhed – hvordan ville du så have det med at skulle pløje dig igennem det ene CV efter det andet, efterfulgt af den ene alenlange r..kedelige ansøgning efter den anden? Nej vel?  En femtedel af de adspurgte synes det er irriterende at modtage (for) omfattende ansøgninger og CV’er. Det er fuldt forståeligt.

Når du sender en alt for omfattende ansøgning og et CV med alt for mange linjer risikerer du at signalere, at du ikke evner at formulere dig klart og præcist – og det er kontraproduktivt i de fleste virksomheder. Kort er godt – også for dig selv, fordi du dermed har mulighed for at fokusere på dine egne stærke sider.

Disse ting irriterer arbejdsgiverneAndre irritationsmomenter inkluderer blandt andet at jobsøgerne talte henholdsvist for lidt eller for meget ved jobsamtalen (ja, det er ikke let), at jobsøgeren udviste “for meget selvtillid” ved jobsamtalen og et par andre ting. Du kan selv læse det på side 14 i analysen.

En ting som vi finder det mærkværdigt, at Ballisager ikke har medtaget som et spørgsmål, er hvordan virksomhederne egentlig opfatter det, når jobsøgerne henvender sig uanmeldt – personlig aflevering af ansøgningen, opringninger med spørgsmål og så videre.

Vi ved, det virker i mange tilfælde, men de fleste af os har nok også prøvet at få en lidt irriteret arbejdsgiver i røret. Bedste bud på det spørgsmål er derfor: Stik fingeren i jorden og lod stemningen.

Du kan læse hele Ballisagers rekrutteringsanalyse her (PDF).

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *