Uopfordret jobsøgning: sådan tager du kontakt

For de fleste mennesker er uopfordret jobsøgning en kolossal overvindelse. Det at skulle ringe til en vildt fremmed i håb om at kunne sælge sig selv er ikke let – for nogen. Men det kan blive lidt lettere, hvis du starter med at gøre dig helt klart, hvad det er, du sælger.

Man kan let foranlediges til at tro, at det er et spørgsmål om at man skal ”sælge sig selv”, men det gør kun processen meget sværere. Den første kontakt til en virksomhed eller organisation handler ikke om, at du skal få dem til at kunne lide dig. Det er ikke et forsøg på at skaffe en date. Du sælger ikke dig selv – du sælger en løsning.

Tænk i deres behov

Når du tager kontakt til en virksomhed eller organisation i håb om, at det kan føre til et job, så skal du gøre det, fordi du er overbevist om, at du kan løse et behov hos dem. At de har brug for dine kompetencer og det, du kan tilføre dem. Og det kræver, at du sætter dig ned og tænker over hvilket behov de har, som du kan opfylde.

Der er flere fordele ved at tænke sådan. Først og fremmest bliver dine chancer for at få et møde langt større, hvis den første kontakt ikke handler om dine kompetencer, men om virksomhedens behov. Men det gør også afslaget meget mindre smertefuldt for dig. Du bliver ikke afvist, fordi du har de forkerte kompetencer. Du bliver afvist, fordi de ikke har behovet. Det er kort sagt ikke dig, der er noget galt med.

Dit fokus i denne første kontakt bliver i nogen grad at sælge behovet. Hvis du gerne vil ansættes som kommunikationsmedarbejder, så må du først overbevise dem om, at de har et kommunikationsbehov. Anerkender de den præmis, så er det jo oplagt at tage en snak med dig om, hvordan du kan komme til at løse det.

Foden i døren

Og her kommer vi så til trin 2. For det eneste, du kan forvente at opnå med den første kontakt er denne erkendelse. At den, du har talt eller skrevet med, er blevet overbevist om, at de har brug for en løsning. For så kan du måske få lov til at komme forbi og tage en snak med dem om, hvordan du rent faktisk kan løse det.

Det møde er så din chance – og det er nu dine kompetencer kommer i spil. Her kan du fortælle om, hvad det er, du kan, i detaljer, og du kan få lov til at vise din vindende personlighed. Lydhørheden er lang større på det tidspunkt, fordi de er blevet overbeviste om, at de søger efter en løsning.

Det er naturligvis ikke nogen sikker vej til job, for det findes ikke. Som ved alle former for salg, så skal man have en del gange ”nej” før nogen siger ”ja”. Men når du lærer ikke at tage den afvisning personligt, er det også meget nemmere at prøve igen.

Adam Bindslev
Adam Bindslev20. august 2018
  • Arbejds
  • CV
  • Ansøgning

Tilmeld dig Ugebrev for ledige

ugebrev-for-ledige-header.png

Ugebrev for ledige udkommer hver uge med tips og tricks, eksklusive jobopslag, konkurrencer, spændende artikler og meget, meget mere.

Efter tilmelding får du adgang til vores CV Værktøjskasse med CV skabeloner, ikoner og inspiration til dit CV.

Læs mere på Ugebrevforledige.dk eller tilmeld dig herunder.